Hvordan
/ Designantropologisk praksis
01. Analyse, indsigt og overblik er grundlaget for strategi. Engagement og deltagelse er grundlaget for kreativitet og innovation.
02. I Hvid Hverdag er vi af den overbevisning, at den bedste proces skabes i og ud af mødet med de mennesker, et givent projekt vedrører: slutbrugerne i snæver forstand og beslutningstagerne. Design og strategi skal udvikles i et tæt samarbejde og åben dialog så alle føler medansvar og medejerskab. Her skabes det bedste grundlag for at identificere mulighederne og potentialet for design, oversætte virksomhedens og slutbrugerens behov, og dermed formulere, hvordan design kan medvirke til at skabe merværdi for virksomheden. | 03. I udviklingsprocessen stræber Hvid Hverdag efter at træde ind som ’procesfacilitator’. Det skaber et interessant skift, idet kundens og slutbrugerens viden og erfaring inddrages og bliver en vigtig del af processen. Fordelen er, at den endelige løsning udspringer af slutbrugerens behov og situation. Dernæst og mindst lige så vigtigt vil både virksomheden og slutbrugeren ikke blot få udbytte af resultatet, men også af selve processen. Således bliver udviklingsprocessen en værdifuld læringsproces, som løfter virksomheden til et nyt niveau.
04. Et vellykket resultat er endvidere afhængig af en velovervejet forankring af strategi og design. Det handler i sidste ende om indsigt – om at skabe forståelse for de perspektiver og resultater, der kan opnås. Derfor er det vigtig at formulere et fremtidigt fokus, som alle involverede kan se et formål med.
| 05. I Hvid Hverdag gør vi altid en dyd ud af at følge implementeringsprocessen tæt og anskue den som en serie af små skridt over tid med komplekse lærings- og feed-back mekanismer mellem implementering og konceptudvikling. Implementering ændrer nødvendigvis ikke koncept og strategi, men det er min erfaring, at der undervejs sker ændringer i vision og mål. Netop derfor bør udviklings- og implementerings- processen anskues som et parløb, hvor de forskellige kerneelementer interagerer og linkes sammen. Skridtet fra strategi til handling er en afgørende og udfordrende proces, som kræver en formulering af specifikke planer, hvor generelle mål omsættes til konkrete opgaver og deadlines. |